Mød Jakob - vores studentermedhjælper
Jeg hedder Jakob, er 28 år og kommer fra Danmark. Jeg studerer Global Business og Teknologi på DTU - det, der tidligere hed Eksportingeniør. Det er en 4,5-årig uddannelse, der kort fortalt favner bredt inden for forretning, globalisering samt ingeniørvidenskab. Uddannelsen afslutter jeg til jul i år.
- Hvordan har din rejse ført dig til din nuværende stilling i virksomheden?
Rejsen til min nuværende stilling som studentermedhjælper i Supply Chain Management afdelingen startede, da jeg begyndte på uddannelsen i 2021. Efter tre semestre tænkte jeg, at det var tid til at finde et job, der passede bedre til min uddannelse og mine karrieredrømme. Derfor lagde jeg bartenderforklædet på hylden, og søgte jobbet her hos Bosch Rexroth - som jeg heldigvis fik.
Jobbet passer rigtig godt til mig og mine ønsker for videre erfaring – både fordi virksomheden er en stor, global koncern, fordi vi arbejder med teknologiske produkter, og fordi der er et stærkt kollegaskab.
- Kan du beskrive din nuværende rolle og dit ansvar i virksomheden? Og hvad nyder du mest ved dit job?
Jeg er faktisk hos Bosch Rexroth for tredje gang – jeg har været heldig at få lov at vende tilbage efter nogle udlandsophold. Arbejdsopgaverne har derfor varieret lidt, hvilket egentlig bare har været positivt for både læring og forståelse af virksomheden og processerne. Lige nu sidder jeg mest i Logistik & Indkøb, hvor jeg har tæt kontakt med vores leverandører, sælgere og kollegaer i afdelingen for at sikre, at vores kunder får deres varer til tiden. Det jeg arbejdede mest med i første omgang af min ansættelse og som jeg stadig kigger på en gang imellem er priser og kunde stamdata, som vi forsøger at få automatiseret mest muligt.
Det, jeg nyder mest, er netop variationen i opgaverne i afdelingen, hvilket har gjort, at jeg har haft en ret stejl læringskurve, og så friheden i jobbet. Der bliver taget rigtig godt hensyn til, at jeg er studerende, og at studiet nogle gange kommer først. Derudover sætter jeg pris på det gode kollegaskab - vi kan lave sjov med hinanden og jeg kan altid stille dumme spørgsmål. Jeg ser faktisk frem til at komme på job.
- Hvad er nogle af dine passioner eller hobbyer uden for arbejdet? Og hvordan balancerer du dine personlige interesser med dit professionelle liv?
Mine hobbyer inkluderer musik - jeg har umiddelbart en ret bred viden om musik bare af ren og skær interesse, især 70’er og 90’er rock. Jeg samler på vinyler og lytter primært til dem derhjemme. Jeg spiller ikke selv på et instrument, men nyder at dykke ned i musikhistorie.
Ellers træner jeg lidt, spiller fodbold (når jeg ikke er skadet) og cykler - nogle gange lidt længere ture. Sidste sommer cyklede jeg fx. fra København til Bordeaux - 2500 km på 19 dage! Nu overvejer jeg en lidt kortere tur næste sommer, måske til Baltikum. Derudover er jeg også ret god til at få en øl eller to - eller tre - med nogle vennerne, når det passer ind. 
- Fortæl om en personlig præstation, som du er særlig stolt af.
Cykelturen, helt sikkert! Eller et af mine længere udlandsophold, hvor jeg lærte meget om mig selv - både på de gode og de hårde dage. Ellers er jeg faktisk ret stolt af snart at afslutte min uddannelse. Det havde lange udsigter tidligere i livet, da jeg ikke vidste, hvad jeg ville – udover at rejse og have det sjovt. Men jeg fik prøvet lidt forskelligt, før jeg fandt den rette uddannelse.
- Hvordan interagerer du med kunder eller partnere i din rolle? Hvad synes du er mest givende ved disse interaktioner?
Jeg har mest kontakt med leverandører. Det er ret sjovt at samarbejde med folk, der sidder så langt væk. For nyligt talte jeg fx. med en leverandør fra South Carolina - vi endte med at snakke i en halv time, fordi jeg selv har været der og fortalte, hvor flot og skøn en stat jeg synes, det er. Så går samtalen lidt lettere derefter. 
- Hvad værdsætter du mest ved virksomhedens kultur? Og hvordan samarbejder teamet om at nå fælles målsætninger?
Som nævnt tidligere - helt klart det gode fællesskab. Både i min egen afdeling og på tværs af kontoret. Derudover er der bare et godt sammenhold, hvor man kan snakke om alt og intet. Nu er jeg jo en af de lidt ”nyere” herinde, så jeg sætter stor pris på, at kolleger altid tager sig tid til at hjælpe, og jeg har aldrig følt mig uvelkommen. Den tryghed betyder rigtig meget for mig. 
- Kan du dele et sjovt eller mindeværdigt øjeblik med dine kolleger, som afspejler fællesskabet i virksomheden?
Der sker faktisk sjove ting på kontoret hver dag. Man får hurtigt interne jokes med folk omkring sig, og vi har det altid hyggeligt til de fælles arrangementer og fester i løbet af året.
