Mød Morten vores hydraulik sælger
Mit navn er Morten Kjær Nielsen, og jeg er 60 år og uddannet eksporttekniker. En uddannelse, der på handelsskolen i Randers i 1992 blev beskrevet som en ”international købmand med teknisk kompetence”. Før jeg gik handelsvejen, arbejdede jeg i en årrække som soldat. Ifølge min kone er jeg dog stadig den mindst disciplinerede mand, man kan forestille sig.
Hvordan har din rejse ført dig til din nuværende stilling i virksomheden?
Jeg har tidligere arbejdet med køb og salg af tekniske produkter, herunder de seneste 18 år som indkøber inden for vindindustrien, suppleret med et kort ophold i brintindustrien. Som indkøber i vindbranchen har leverandøren Rexroth været en central samarbejdspartner, og ønsket om at arbejde for virksomheden har været til stede længe. Da muligheden opstod og ovenikøbet kun 4 km fra min bopæl, greb jeg chancen og blev en del af teamet.
Kan du beskrive din rolle og dit ansvar i virksomheden? Hvad nyder du mest ved dit job?
Jeg arbejder strategisk med salg af hydrauliske komponenter og systemer til vores kunder. I min rolle som rådgiver, hjælper jeg kunderne med at navigere i et omfattende produkt- og serviceprogram. Rexroth er markedsledende, og med dygtige kolleger både i Danmark og internationalt fungerer jeg som bindeled til en global virksomhed med kompetencer inden for hydraulik og automation. Det jeg nyder mest, er netop samspillet mellem kunder, kolleger og løsninger.
Hvordan bidrager du til virksomhedens succes og vækst i din nuværende stilling?
Jeg motiveres af at se kunder opnå gode resultater ved at anvende Rexroths komponenter i deres applikationer. Jeg kan stå inde for det, jeg sælger, fordi jeg ved, at produkterne lever op til deres løfter. Selvom ingen er ufejlbarlige, tager vi ansvar, hvis noget går galt. Vores kunder fortjener kendskab til Rexroth, fordi vi tilbyder den rette kvalitet til den rette pris, og fordi vi fortsat står ved vores leverancer længe efter, de er leveret.
Hvad er nogle af dine passioner eller hobbyer uden for arbejdet? Hvordan balancerer du dine personlige interesser med dit professionelle liv?
Jeg er begyndt at køre motorcykel igen efter en pause på 30 år og har anskaffet mig en klassiker fra 1987 – en Kawasaki GTR 1000. Min kone Mette og jeg har tre sønner, som alle er flyttet hjemmefra. Den yngste på 20 år kører også motorcykel, så nu kan jeg lægge mig på hjul. Når det gælder balancen mellem arbejde og fritid, har jeg haft en glidende overgang mellem de to. Arbejdet har været med hjem, men på en håndterlig måde. Jeg har ikke rigtig haft behov for at skille det ad.
Fortæl om en personlig præstation, som du er særlig stolt af.
Jeg er stolt af mine tre sønner, som alle er flyttet hjemmefra og godt i gang med deres egne liv. De bliver mødt med respekt for deres holdninger og værdier, og jeg er stolt af at have bidraget til at forme dem til ordentlige og ansvarlige mennesker.
Sidst men ikke mindst var jeg så heldig at finde min kone, og at hun har kunnet holde mig ud i nu over 25 år – er nok min største personlige præstation.
Hvordan interagerer du med kunder eller partnere i din rolle? Hvad synes du er mest givende ved disse interaktioner?
En stor del af mit arbejde består i at kommunikere og opbygge relationer. Jeg bestræber mig på at være tilgængelig, svare hurtigt og tage alle henvendelser seriøst. Det er vigtigt for mig at være nærværende i dialogen, og det mest givende er at opbygge tillid og skabe langsigtede samarbejder.
Fortæl om en mindeværdig oplevelse, hvor du var i stand til at gøre en positiv forskel for en kunde eller partner.
I begyndelsen af år 2000 arbejdede jeg som eksportsælger hos en maskinbygger med ansvar for en specifik applikation. Salget var begrænset, indtil jeg på en messe identificerede en alternativ anvendelse for maskinen. Det førte blandt andet til et salg til en kunde i Canada, som valgte at stole på min anbefaling – næsten uden at have set maskinen. Jeg fulgte efterfølgende projektet på afstand og kunne konstatere, at både denne og andre kunder i Europa opnåede stor succes med løsningen.
Hvad værdsætter du mest ved virksomhedens kultur? Hvordan samarbejder teamet om at nå fælles målsætninger?
Vi er en dansk afdeling af den store globale organisation, Bosch Rexroth. Vores team består af medarbejdere med forskellige kompetencer, hvilket gør os stærke. Vi er gode til at danne mindre, målrettede teams omkring kunderne for at sikre de bedst mulige løsninger.
Kan du dele et sjovt eller mindeværdigt øjeblik med dine kolleger, som afspejler fællesskabet i virksomheden?
Vi har en tradition for at fejre, når vi lander en god ordre. Kort efter min start fik jeg besked om, at en kunde, jeg havde overtaget ansvaret for, havde lagt en stor ordre. Jeg ringede med klokken, men tænkte samtidig, at æren i høj grad tilhørte min forgænger. Den tanke blev dog hurtigt afløst af erkendelsen af, at ethvert salg er et resultat af en fælles indsats. Selvom der naturligt er et konkurrenceelement i salgsrollen, er det tydeligt, at vores styrke ligger i samarbejdet – sammen skaber vi resultaterne.
Ønsker du at møde flere medarbejdere fra Team Rexroth