Mød Thomas - vores IT-ekspert
Jeg hedder Thomas Degel. Jeg er født i Danmark i Brøndby Strand og bor i dag i nabokommunen Vallensbæk. Jeg er uddannet Cand.merc.int. i International Økonomi og sprog fra Handelshøjskolen i Århus, som nu er en del af Aarhus Universitet.
- Hvordan har din rejse ført dig til din nuværende stilling i virksomheden?
Jeg startede min karriere i 1993 med et marketing job hos HP (Hewlett-Packard), som er en meget spændende teknologi-virksomhed. Derefter arbejdede jeg i syv år med konferencer inden for IT og telekommunikation, hvilket for mig fungerede som ren efteruddannelse samtidig. Sideløbende tog jeg IT-ansvaret i virksomheden, og det var netop i de år, hvor det hele eksploderede med pc´er, netværk. mobiltelefoner og pludselig også det, der blev kendt som internet og e-mail.
I 2002 startede jeg den danske afdeling af et finsk bredbåndsselskab. Da de løb tør for penge senere samme år, og det hele lukkede som følge af dot.com-boblens brist, begyndte jeg at arbejde som selvstændig IT-konsulent. Samme år i 2002, begyndte jeg som ekstern konsulent hos Rexroth. Her arbejdede jeg med en række opgaver, herunder IT-support, IT/telefoni-drift, IT-sikkerhed og IT-projekter.
I 2008 blev jeg fastansat hos Bosch Rexroth og har hele tiden været involveret i mange spændende projekter. Nogle af dem inkluderer netværksintegration og adgang til Bosch NC1-netværk som en del af migrationen fra AS400 til SAP, opstart af hele processen omkring Access & Identity Management, og IT-sikkerhed med stort fokus på GDPR. Jeg har også arbejdet med nedlæggelse af vores eget datacenter, flytning af telefoni til Teams, flytning af IT-support til IT Service Desk, samt flytning af flere kontorer og værksteder i Jylland. Desuden har jeg været med til flytningen fra Hvidovre til Ballerup, etablering af en EDI-forbindelser samt opgradering mødelokaler og åbne kontorer.
- Kan du beskrive din nuværende rolle og dit ansvar i virksomheden? Og hvad nyder du mest ved dit job?
I dag er mine primære ansvarsområder IT-sikkerhed, som omfatter "Information Security & Privacy (ISP)", telefoni samt roller og adgange i forbindelse med Indentity & Access Management. Jeg arbejder også med compliance i forhold til de mange regelsæt fra både Bosch og dansk lovgivning. Derudover fungerer jeg som forbindelsesofficer til både Robert Bosch og Rexroth centralt inden for Facility Management og forretningsunderstøttelse med IT og digitalisering. En del af mit arbejde inkluderer onboarding af nye medarbejdere inden for disse områder. Jeg er alene i min funktion, og det giver ofte en følelse af, at jeg bærer hele virksomheden på mine skuldre. Dette kan skabe en vis anspændthed og et pres, som dog ofte bliver afløst af glæden ved at kunne hjælpe en kollega, der sidder fast i en uigennemskueligt workflow eller et IT-program. Jeg plejer at sige at "i de blindes rige, er jeg den enøjede konge", og ofte kan min begrænsede viden være nok til at hjælpe folk videre til den rigtige specialist, det rigtige workflow eller den unødvendige rolleansøgning.
- Hvordan bidrager du til virksomhedens succes og vækst i din nuværende stilling?
Jeg ved noget om mange forskellige områder og har hele tiden fingeren på pulsen. Jeg holder øje med med de digitale muligheder og rådgiver ledelsen om deres potentiale. For eksempel gjorde jeg for 6-7 år siden opmærksom på det dengang nye RPA (softwarerobotter), som vi senere udviklede i stor grad. Denne tilgang har ikke ændret sig siden 1997, hvor jeg skrev til ejeren af det firma, jeg arbejdede for og fortalte, at vi simpelhen måtte begynde at bruge e-mail, og at det der internet bestemt ikke var en joke.
Derudover er jeg formand for vores personaleforening "Gungelauget", hvor vi bidrager med at skabe sammenhold gennem arrangementer og sociale aktiviteter: Fejring af runde fødselsdage/jubilæer, vinsmagning, guidede rundture, DHL-løb, biografture, jule-banko samt velkomst til nye medarbejdere.
- Hvad er nogle af dine passioner eller hobbyer uden for arbejdet? Og hvordan balancerer du dine personlige interesser med dit professionelle liv?
Jeg er saunagusmester baseret på det tyske "aufgus" - koncept og fungerer som tovholder for saunagus i Tysmosen. Jeg er også en passioneret historienørd, især når det kommer til det gamle Rom. Jeg har været romersk legionær og har optrådt blandt andet på Nationalmusset og i Lejre. Derudover cykler, løber, spiller padel og vinterbader jeg regelmæssigt.
- Fortæl om en personlig præstation, som du er særlig stolt af.
Jeg er kronisk syg med rygsøjlegigt og er gennem årene blevet 13 cm kortere. Derfor er jeg ret stolt af, at jeg som 49-årig begyndte at løbe og gik fra 0 kilometer til 21 kilometer på blot 9 måneder. Siden da har jeg løbet København halvmarathon tre gange og planlægger at løbe igen sammen med kollegerne i 2025.
Jeg er far til to sønner på 22 og 27 år, som jeg er meget stolte af. De er vokset op og blevet til helstøbte mænd på deres egne præmisser. I 2021 købte jeg et dødsbo og rev alt ud af huset. Under byggeprocessen boede min søn og jeg i 3 telte i haven i 10 uger.
- Hvordan interagerer du med kunder eller partnere i din rolle? Hvad synes du er mest givende ved disse interaktioner?
Jeg hjælper vores partnere med integration med IT-systemer, f.eks. vores EDI-forbindelser og partner-adgange.
- Fortæl om en mindeværdig oplevelse, hvor du var i stand til at gøre en positiv forskel for en kunde eller partner.
Da vi efter mange og lange forsøg fik de første ordrer gennem EDI.
- Hvad værdsætter du mest ved virksomhedens kultur? Og hvordan samarbejder teamet om at nå fælles målsætninger?
De sociale værdier i Bosch Rexroth, hvor man i krisetider går meget langt for at fastholde arbejdspladser og skabe langvarig vækst, og generelt har meget stor respekt for den enkelte medarbejders værdi og indsats.
- Kan du dele et sjovt eller mindeværdigt øjeblik med dine kolleger, som afspejler fællesskabet i virksomheden?
Da ledelsen (nok mest Frederik) fik den både geniale og i starten dybt underlige idé, at "jamen vi skal da have en Café Rex i de gamle produtionslokaler i Hvidovre". Det viste sig at blive et fanstastisk område med møderum, bordtennisbord, fake pejs og fede rammer om nogle rigtig sjove fester og kagefejring, hvor vi alle hyggede os. En del af møblerne blev i øvrigt lavet af kollegerne, og vi har jo stadig plankebordene i loungen.
Eller da vi for en del år tilbage havde en årlig tradition med at tage på weekendophold med partnere f.eks. da vi var på Koldingfjord, og man kom ind på livet af kollegaerne via fælles opgaver som madlavning eller pæleklatring, og i øvrigt også lærte deres partnere og privatliv at kende på en mere helstøbt måde.
Ønsker du at møde flere medarbejdere fra Team Rexroth